Sølv er, og har altid været, et betagende materiale. Såvel synet som berøringen af metallet kan fylde en med stor glæde. Når det tager sig bedst ud kan det ligefrem virke dragende på både mennesker og dyr! Igennem tiderne har metallet været anvendt til alskens sølvtøj, sølvsmykker og kunstgenstande fra oldtid til Georg Jensen. Fascinationen af sølv er dog indimellem ensbetydende med, at vi begår nogle fejlkøb: Ting, der skinner, er ikke nødvendigvis ægte, og ting, der ikke skinner, er ikke nødvendigvis værdiløse. Sølvting er også blevet kopieret i stor stil, fordi interessen for bestemte stilarter og brugskunstnere, er udpræget stor. Måske skyldes noget af interessen for sølv, at det er et ædelmetal, og det repræsenterer i den forstand noget uforgængeligt. En anden indlysende grund til sølvets popularitet er givetvis den sociale status mennesker tillægger ejerne af sølv. Sølvmønter på kistebunden, næsten lige så godt som en gemt guldskat. Der er gennem tiden gjort talrige mere eller mindre heldige forsøg på at forfalske dette metal og der er gjort fortrinlige opfindelser udi metalbelægninger, hvor indmaden var ussel men huden ædel. Noget så vigtigt bør naturlivis være ægte - men hvad betyder ægte sølv i den forbindelse?
STERLINGSØLV OG ÆGTE SØLV
Sterlingsølv betegner en sølvkvalitet på 925/1000, hvor helt rent sølv er 1000/1000. Næste lødighed i rækken er 830. Før 1930 havde man i DK andre lødighedstal, bl.a. 826. Før og omkring 1900 havde man en anden betegnelse, nemlig ”lødig”. Man støder ofte på tal mellem 6 og 12 med lødig skrevet bagefter. ”11 lødig” er det der i dag svarer nogenlunde til 830 sølv. Alle disse lødigheder kaldes også ægte sølv. Ægte eller rent sølv bruges ofte i betydningen massive sølvting, altså ting der indefra og ud er lavet af sølv. Dette siger dog intet om selve sølvkvaliteten, altså hvor meget sølv, der er i materialet. Problemet med helt rent sølv er, at det nok lader sig smede, men ikke til noget holdbart, da det er alt for blødt. Derfor blander sølvsmeden som regel kobber og andre metaller i sølvet. Støder man på sølvting, f.eks. små de skeer fra Lappland, der er lavet af helt rent ulegeret sølv, kan man mærke hvor blødt det er, lige til at bide i. Ting, der er udført i Sterlingsølv indeholder altså 925 dele sølv og 75 dele andre metaller. Denne legering anvendes mest til smykker og ting der ikke skal slides alt for meget. Til almindelig bestik og brugsgenstande anvendes oftest 830 sølv.
Oprindeligt var Sterling blot betegnelsen for en engelsk penny og mønten havde netop en sølvkvalitet på 925/1000. Både sølv- og guldmønter har været anvendt i alle europæiske lande, men ofte i forskellig kvalitet. Sterling sølvmønten var en overgang gangbar mønt selv i Danmark. Hvis man er den heldige ejer af en gammel Sterling sølvmønt har det måske undret, hvorfor formen undertiden er noget ujævn. Det hændte nemlig ikke sjældent, at indehaveren af de ædle mønter, fandt filen frem og på den måde tog en bid af mønten. En vejning af sølvet afslørede dog nemt udåden.
DANSK SØLV ER IKKE KUN GEORG JENSEN SØLV
Dansk sølv har opnået verdensberømmelse især i kraft af Georg Jensen sølv. Men den danske sølvhistorie kan føres langt tilbage. Man havde sølvminer i Norge og Sverige fra slutningen af 900-tallet, men sølvting blev først for alvor almindelige i renæssancen (ca. 1350-1550). For at undgå svindel, indførtes der i sin tid sølvstempler i mange lande. I Danmark indførtes mesterstempler i 1491, altså sølvsmedens stempel. I 1679 blev det påkrævet at lødigheden af københavnsk sølv først skulle vurderes af en såkaldt guardein, deraf begrebet guardeinstempel, som københavnsk sølv bør være præget med frem til 1904. Tretårnet sølv er blot betegnelsen for københavnsk sølv, da de tre tårne repræsenterer Københavns byvåben. I resten af landet blev sølv præget med mesterstempel, lødigbetegnelsen og byvåbnet i den pågældende by, hvor sølvmesteren havde værksted. Fra 1893 og til idag er tretårnet sølv ikke længere et udtryk for københavnsk sølv, men bruges frit som en slags lødighedsmærke dog ofte i kombination med den faktiske lødighed altså betegnelsen for hvor mange dele sølv og hvor mange dele andre metaller sølvarbejdet består af.
Der findes talrige gode danske sølvarbejder og disse overgår ofte mange udenlandske arbejder. Især sølvarbejde fra Barok og Rokoko er stærkt efterspurgt, og priserne er mildest talt ublu. En rokoko-sølvkande udført som gedigent håndværk løber nemt op i et kvart hundrede tusinde. Men selv mere moderne sølvting kan opnå fantastiske priser. Georg Jensen sølv er formentlig det bedste eksempel herpå. Det kræver en vis indsigt i Georg Jensen- produktionen, før man finder ud af, hvad der er attraktivt. Tillige ændrer markedet for sølvdesign sig, så en forholdsvis billig sølvting kan blive en dyr fornøjelse om 10 år. Generelt finder man dog Georg Jensen sølv fra før 30'erne i den høje ende af prisskalaen.'
PLETSØLV
Pletsølv betegner sølvarbejde, hvor selve genstanden er lavet af tin, messing eller kobber, hvorpå man så valsede et stykke tynd sølvplade. Man har kendt til pletsølv siden 1743, og det blev hurtigt en stor succes pga. de lave omkostninger til råmaterialer. Senere lærte man sig at galvanisere, således at sølvlaget nu optrådte som et fint tyndt lag. Den sølvplet der frembringes i dag er oftest på messing, mens man før 1850 primært anvendte kobber. Går man på loppemarked, kræmmermarkeder og i antikvitetsforretninger ser man ofte bestik og såkaldt korpus pletsølv (korpus = rummelige genstande såsom vaser, frugtskåle m.v.). Prisen for en genstand i pletsølv bør ligge betydeligt lavere end samme genstand i f.eks. sterlingsølv, dog har alder, mestermærke, design og ikke mindst raritet meget stor indflydelse på prissætningen. At pletsølv vinder frem som samlerobjekt i disse år afspejles bl.a. af Bruun-rasmussens auktioner. For et par år siden var det aldeles utænkeligt at de skulle nedværdige sig i det usleste pøpel-snavs og sætte et stykke pletsølv til salg. Nu må også det hæderkronede gamle hus indse at der er penge i skidtet, og priserne på ædel og plet optræder ofte mistænkeligt tæt på hinanden.
NYSØLV
Indeholder intet sølv, men pas lige på her, for betegnelsen dækker også over nyere tids sølvplet. Nysølv er en nymodens opfindelse fra det 20. århundrede (og lidt før) og betegner en legering, der ligner sølv, men blot indeholder kobber, zink og nikkel. Nysølv opnår aldrig den smukke lød i sølvplet eller den endnu smukkere, dybe lød i et gammelt stykke sølvtøj der er blevet pudset gennem et par hundrede år. I øvrigt ser man netop en særlig dyb til tider næsten gylden lød i det rigtig gamle sølv. Det skyldes ikke hekseri, men ganske simpelt det faktum at hine tiders sølvsmede puttede mere kobber og mindre zink i deres legering. Nysølv har så den store fordel at det ikke skal pudses, det er jo kun sølv der anløber ved luftens forurening.
NYSØLV
Endelig er der en større hob andre betegnelser af mere eller mindre ulødigt sølv. Det har ikke skortet på fantasi, når man gennem tiden har skullet navngive nye frembringelser i det ædle metals hellige navn. Alpacca, Argens og talrige andre. Mere nede på jorden er den almindelige betegnelse NS. Det betyder slet og ret ”ny sølv” eller ”new silver”. En vurderingsekspert fra et hæderkronet dansk auktionshus kom for nogle år siden for skade på TV at skulle vurdere noget bestik. Hvor var det dog fint og gedigent. Ingen tvivl om dets ægthed og værdi. På stående TV-fod kunne eksperten ikke lige huske hvem denne sølvsmed var, men en af de bedre var han. Hans initialer var NS...ja, det kan gå galt for enhver, selv når TV lader eksperterne komme til. Hovedregel ved sølvkøb bør være: Tjek stempler og vær sikker i din sag inden du køber. Der er mange måder at teste sølv på, den mest almindelige er en syretest, men den er ikke for menigmand at kaste sig ud i. Vi vil senere behandle andre metoder til sølv-prøvning og give et par gode råd til hvad man godt bør turde købe - og hvad man skal holde sig langt langt fra.