Så smukke og spændende smykker end kan være, er vedligehold og rensning en nødvendighed, hvis man skal have glæde af dem. Selv den ædleste diamant kan ikke glimte og reflektere lys i alle regnbuens farver, hvis den er smurt ind i gammel creme, pudderrester, snavs og skidt. Alt for mange smykker bliver ikke passet og det er rigtig ærgerligt. Derfor denne lille blog om, hvordan du nemt kan rense dine smykker og give dem deres velfortjente glans tilbage.
Det gælder stort set alle smykketyper, at den mest almindelige "snavs" der sætter sig på smykket er forskellige former for fedt. Det kan være fedt fra huden eller fra creme, indetørret sæbe, madrester og så alm. snavs. Noget er mere hårdført end andet, men især på øreringe og fingerringe kan det være en meget svær omgang at få af. Det skal simpelthen blødgøres og opløses inden det kan fjernes med børste, tandstik eller andet.
Bløde emner som perler, koral, rav og andre naturprodukter skal man ikke udsætte for den behandling jeg nu vil beskrive. De kan tage stor skade og bør kun vaskes i lunkent sæbevand (brug en god håndsæbe til tør hud) og en blød børste.
Smykker, derimod, af sølv, guld med halv og hel-ædelstene tåler fint rensning efter denne lette opskrift. Et par teskefulde vaskepulver til opvaskemaskine opløses i meget varmt vand (let at foretage i mikrobølgeovn) ca. 2 - 5 dl., hvorefter smykket lægges i blød i blandingen. Pas på ikke at få noget på
huden eller andre steder, det er barske sager. Lad det nu ligge i nogle timer eller gerne et døgn. Skyl smykket godt og børst det under rindende vand. Skidtet er svulmet op og sidder nærmest som kager ud fra smykket. Det er ikke sikkert det hele kan komme af, men så kan man gentage processen. Tandstikker og andet er godt at få skidtet ud med, brug ikke metal, det kan ridse både sten og ædelmetal. Hvis du har en ultralydsrenser er den rigtig god til at rense i bund med. Især omkring indfatninger af ædelstene kan det være svært at komme til.
Du kan også komme dine smykker i en plastbeholder med vand og opvaskemaskinemiddel og sætte hele molevitten ind i en mikrobølgeovn og varme det op. Mange gange kan du godt give det et reelt opkog, men visse stene kan ikke tåle så stærk varme og metallet i indfatninger kan give sig og få
stenene til at revne, så pas på! Men ellers er metoden god for så kan du lade det stå i ovnen og give det et minuts varme over flere gange.
Sørg for at skylle de rensede smykker særdeles grundigt, så der ikke er rester af sæbe på dem. Især i låse og hulheder ved ringe samt mekanik ved øreringe, kan der sidde sæbe tilbage. Det er vigtigt den er helt væk, for sæben kan give kraftig og ætsende irritation af huden.
Denne form for rensning kan også laves med gammeldags brun sæbe og mildere sæbetyper. Man skal bare regne med at det så kan blive en temmellig langsommelig proces .. .. Men naturligvis meget mere skånsom.
Nu skulle dine smykker gerne være rensede for alle typer snavs og fedt, og det er tid at komme videre til at give guldet og sølvet deres fordums blankhed tilbage. Og det er netop hvad den næste blog handler om.
God fornøjelse!