Det er oftest sølvsmykker der kan trænge til en gang pudsning når luftens ilt har oxideret sølvet så det er blevet sort. Men faktisk kan det samme ske for guld. Det kommer an på legeringen og guldets lødighed. Vi vil derfor i denne lille blog behandle begge metaller under et, men husk: Det skal være smykker af massivt metal. Hvis det er forgyldt eller forsølvet skal man passe meget på med skrappe væsker, da tykkelsen på det ædle metal ofte er så tynd at rensemidlet simpelt hen ætser det væk eller pudsemidlet gør det samme.
Ud over at rense og blanke overfladen kan det nogen gange være nødvendigt at fjerne ridser i metallet. De fleste smykker får gennem tiden småridser, især hvis de ikke bliver behandlet ordentligt. Det kan de få under brug (groft havearbejde i sandet jord med en blød guldring på fingeren er ikke nogen god ide) og der er smykkeejere der bare smider deres smykker i en æske/kasse, hvor de kan få lov til at ridse hinanden. Småridser kan klares med ihærdig pudsning. Lidt større ridser med fin vand smergellærred. Dybe hakker kræver værktøj og erfaring, så det vil jeg ikke tilråde man kaster sig ud i.
Nu vel, lad os starte med den grovere del af smykke renoveringen. Det er en god ide at læse min blog om rensning af smykker så du allerede nu sidder med et renset smykke, fri for fedt og snavs og med en ikke alt for sort overflade. Det er et spørgsmål om øvelse og erfaring (Som bekendt kommer den ene af den anden) at vurdere hvilken grovhed smergellærred der skal bruges. Køb det i f.eks. fem finheder og gerne de fineste der kan fås. Start med den fineste. Slib under rindende vand og slib konsekvent i samme retning. Hvis ridserne efter et stykke tid begynder at forsvinde kan du fortsætte, ellers gå en grad op i smergellærredet, altså brug noget der er grovere. Når ridserne er væk fortsætter du slibningen med finere og finere slibelærred ind til overfladen fremstår så ensartet blank og glat som du kan få den. Og så er det en god ide at holde en velfortjent pause.
Nu er det blevet tid til selve pudsningen. Også den kan være slidsom for det hjælper ikke meget, hvis man blot smører pudsecreme på og tørrer det af igen. Der skal pudses, gnides og gnubbes og jo længere tid des bedre. Brasso til messing og kobber er mit bedste forslag til et godt pudsemiddel. Den tager ved og tager mange småridser. Når du selv er blevet så tilfreds med dit slibe og polerings-projekt at du kan spejle dig i metallets overflade er det blevet tid til den sidste polering. Denne foregår med Silvo pudsecreme som er i familie med Brasso, blot endnu mere finkornet. Puds og poler alt det du orker og lav en efterpolering med den tørre klud og de små rester pudsecreme der sidder tilbage.
Sluttelig er det tid at vaske smykket grundigt i varmt sæbevand. Gentag eventuelt processen fra bloggen om rensning af smykker. Helt genialt vil det være om du har anskaffet dig en ultralyd rensemaskine. Den er rigtig god til at fjerne de sidste rester af pudsemiddel.
God fornøjelse!